Nota-service er flyttet ind på kb.dk
Fra den 2. marts 2026 finder du information om Nota-service her på siden.
Foto: Thomas Søndergaard
Udgivet 02. marts 2026
Et brugervenligt design
Nota-service.kb.dk har en enkel opbygning, nye farver og flere fotos. Alt sammen for at du nemt kan finde den information, du skal bruge.
Siden er testet af brugere med synshandicap, ordblindhed og andre læsevanskeligheder, og arbejdet med at forbedre hjemmesiden fortsætter.
Forbedret tilgængelighed på kb.dk
Som en ekstra gevinst er der gennemført en række tilgængelighedsmæssige forbedringer på Det Kgl. Biblioteks øvrige sider til gavn for alle brugere. Der er for eksempel kommet en bedre opmærkning af overskrifter og links, en ny skrifttype samt øget farvekontrast.
Her kan du læse om de forskellige muligheder på nota-service.kb.dk
Find bøger
”Find bøger” er din indgang til vores bogsamling, der blandt andet rummer lydbøger, e-bøger og bøger med punktskrift. Du kan finde litteratur til skole- og studiebrug, ligesom vi har en stor samling af tegneserier med lyd.
Du behøver ikke være logget på som bruger for at søge i vores samling.
Bliv bruger
Du kan blive bruger af Nota-service, hvis du har et dokumenteret læsehandicap. Hvis du vil oprette dig som bruger, skal du vælge menupunktet ”Bliv bruger”. Det er også her, du som fagperson finder Indmeldelsesportalen, hvor du kan oprette elever som brugere.
Vi tilbyder
Under menupunktet ”Vi tilbyder” kan du danne dig et overblik over dine muligheder som bruger af Nota-service. Du kan blandt andet læse om vores apps, nyhedsbreve og lokale lydaviser til brugere med synshandicap.
Som fagperson kan du finde information om bestilling af materialer til skole og uddannelse.
Aktuelt
Under ”Aktuelt” kan du holde dig opdateret om nyt fra Nota-service.
Besøg Det Kgl. Bibliotek
Du kan nemt besøge hovedsiden kb.dk, hvor du kan læse om Det Kgl. Biblioteks mange muligheder og tilbud. Du kan for eksempel gå på opdagelse i DR-arkivet, hvor du finder en stor mængde af DR's TV- og radioudsendelser. Find indgangen til kb.dk i øverste venstre hjørne af nota-service.kb.dk.